torsdag den 11. oktober 2012

Refleksioner over dagbogen

I dag vil jeg se bloggen fa en anden vinkel. Jeg har længe tænkt på bloggen som en form for dagbog, hvilket på overfladen måske virker mærkeligt.
Bloggen deler et par åbenlyse egenskaber - den er tekstbaseret, den er personlig (selv om multi-forfatterblogs også findes), og den er ofte observationel. Man skriver ned hvad der er faldet én ind den dag.

Dagbogen er dog også ret forskellig fra bloggen. Det er en form for lavteknologisk psykolog eller samtalepartner, der lytter til ens glæder og problemer, skøre indfald og højtflyvende idéer. Jeg tror personligt ikke at bloggen ofte bruges som medie for de inderste følelser og den usikkerhed man finder rum til i dagbogen. En dagbog er ofte gemt, låst eller begge dele - bloggen er for det meste offentlig, med RSS feeds og links til andre blogs.

Men det interessante her synes jeg er det der bevæger én til at nedfælde sine tanker, observationer og oplevelser. Jeg føler selv at det hjælper mig til at være mere observant i min hverdag, for ikke at nævne bedre til at huske dem. Man investerer sig i sin blog, og lover sig selv at holde arbejdet ved lige, for nu.
Det er egenskaber jeg føler at bloggen deler med dagbogen, men hvor dagbogen er privat, og til refleksion, er bloggen offentlig, udadvendt og inddrager nærmest af sig selv fremmede synspunkter. Her bliver det potentielt interessant - det klare vand i refleksionens brønd kruses, og nysgerrigheden vækkes.

I forhold til mit sidste indlæg er der ikke rigtig her tale om en egentlig diskussion. Snarere en mulighed for at blive "udsat" for verden, i stedet for at skulle opsøge den. Blog-verdenen er også lidt som et landskab af lignende, men dog forskellige perspektiver, hvor lignende blogs er forbundet via links der tilsammen strækker sig ud som et net. Et internet mikrokosmos.
På ens egen blog kan man med stor sandsynlighed få fremmede perspektiver ind - men primært fra nabolandene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar